Carl Nielsens Camino
Carl Nielsens Camino er en helt ny lydvandring på Fyn, der hylder den verdensberømte komponist. Caminoen er 120 km lang og opdelt i 12 ruter fra Odense til Faaborg. Carl Nielsens Camino leder dig til store naturoplevelser på steder, du aldrig har været før.
Formet af Fyn – inspireret af omverden
Carl Nielsens Camino er en helt ny lydvandring på Fyn, der hylder den verdensberømte komponist.
Caminoen er 120 km lang og opdelt i 12 ruter fra Odense til Faaborg, og ruterne finder du på app'en Useeum.
Lydvandringen leder dig til store naturoplevelser på steder, du aldrig har været før. Fra dybe skove til åbne marker, fra små hyggelige landsbyer til livlige byscener. Undervejs kommer du helt tæt på Carl og hans fynske rødder gennem fortællinger og nyfortolkninger af hans musik. Lokale stemmer bidrager med egne fortællinger, der umærkeligt fletter sig ind i historien om Carl: en mangefacetteret komponist, der formår at være fynsk og international på én og samme tid.
Musikken, fortællingerne, de lokale stemmer, naturen og vandreoplevelsen forenes i Carl Nielsens Camino til et sammenhængende værk, som vi alle kan spejle os i. Carls liv og musik er både nutidig og relaterbar.
Carl Nielsens musik i lydfortællingen
Lydvandringen kommer vidt omkring i komponistens bagkatalog. I forbindelse med Carl Nielsens Camino har en lang række kunstnere fortolket 34 af Carls kompositioner og sange. De nye, overraskende fortolkninger er direkte inspireret af dramaturgien og stedsspecifikke naturoplevelser undervejs på ruten.
.. download app'en Useeum og vælg Carl Nielsens Camino ...
Lytteoplevelsen på Carl Nielsen Caminoen
Der er stor variation i lytteoplevelserne på de 12 ruter. Til tider er fortællingen fortættet, især de steder, hvor der har været mange skelsættende hændelser i Carls liv. Fx i Odense by, hvor der er fortælling og musik på de første 4 km. Andre gange kan du tage høretelefonerne helt af og i flere kilometer i træk koncentrere dig om naturen og selve vandreoplevelsen.
Carl Nielsens Camino er en lydvandring, som er nøje komponeret alt efter, hvor du befinder dig i landskabet og hvilken fortælling, der skal lægges op til. På den måde er Carl Nielsens Camino overraskende, foranderlig og uforudsigelig – præcis som Carl selv.
Sådan oplever du Carl Nielsens Camino
Du downloader appen Useeum og søger på “Carl Nielsens Camino”. Du kan vælge at starte fra begyndelsen ved rute 1, men det er også muligt at vælge lige den rute, der tiltaler dig mest. Enten på grund af omgivelserne, længden på ruten eller selve lydfortællingen på den enkelte rute.
Når du står på startpunktet for den rute, du vil gå, tager du hovedtelefonerne på, og så skal du bare lytte, imens du følger ruten på kortet i appen.
Info til din vandring:
- Carl Nielsens Camino er gratis at gå. Download Useeums app.
- Husk en fuldt opladt telefon + powerbank (vandrekortet findes kun i app’en).
- Husk gode hovedtelefoner, så du kan lytte til fortællingerne og de nye fortolkninger af Carls musik.
- Husk vand, snacks og vandtætte vandrestøvler.
- Medbring toiletpapir og ‘shitbag’. Toiletter findes med ca. 1 times mellemrum.
- Langs hele ruten er der mulighed for at overnatte både i shelters, på kroer og Airbnb. Du kan også bare tage en rute ad gangen, helt som det passer dig.
- Der er parkeringsmuligheder både ved rute-start og slut. NB: parker kun de steder, vi anbefaler.