Mere end pænt
Vi er kendt for vores brostensbelagte gader, bindingsværk og stokroseidyl. Og nok soler vi os i øhavets charme, de sydfynske bakker og et landskab svøbt i bøgeskov, marker og eng.
Men vi er mere end det. Her er #mereendpænt
Foto:Maria Fontara
Vi snører også skoene, smører kæden, går til kanten og kaster håndklædet, når bølgerne banker mod kyst i fjord, bugt og sund.
Vi byder på bevægelse og balance — fra nord til syd. Her rykker naturen i os året rundt. Det betyder frost på snuden, sol på kroppen, sved på panden og kinder så røde, som fynske æbler.
Her kan du gå på opdagelse på stier så lange, at du går tom for ord. Du kan miste forbindelsen i et bakkeland og komme i kontakt med dig selv. Eller du kan besejre de vildeste MTB-spor med mudder i fjæset og en puls, der banker max.
Vi giver dig medvind, modvind og udsyn, så du kan sætte livet i perspektiv.
Foto:Daniel Villadsen
Vi er lune smil og varme hjerter – året rundt. Higer du efter et skud forårsvitamin, har vi syrenhegn i lange baner. Drømmer du om sommermagi og vind i sejlene, har vi ankerpladser, når det summer og skinner.
Er du til tågede efterårsmorgener, har vi skove der drysser gyldent. Selv på vinterdage med kolde gys og frosne baller, er vi sauna for sjælen.
Her har vi overnatning under åben himmel og himmelske senge. Og for dig med appetit for mad med kvalitet, har vi sæsoner til enhver smag. Vi har fisk til krogen, grønt i vejboden, gourmet og vingårde gemt i det frodige landskab. Med Danmarks spisekammer lige udenfor døren, gør vi lokale råvarer til madoplevelser du aldrig glemmer.
Foto:Vores Faaborg & Egn
Her bliver du nysgerrig på en imponerende kulturarv, der klinger af en kendt komponist og i berømte penselstrøg gengiver vores egn. Vi har kirker, tårne, spir og en buket af de smukkeste slotte og herregårde til lands, og slotshaver der favner dig og alle dem, hvis hjerte banker for musik.
Vi har tid nok.
Ligesom de gletsjere, der gennem tusinder af år formede vores geopark – et bølgende landskab og et ø–hav af muligheder. Hop ombord, når vi sætter kurs fra ø til ø, der er stemning og ø-liv i sigte.
Vi er nærværende.
Tæt på og alligevel så langt væk, at stjernerne blinker om natten, og uopdagede perler venter på at blive udforsket.
Vi har mere end andre.
Vi har himmel, hav, øer, søer, bakker og byer.
Vi har lidt mere tid og meget mere plads.
Foto:Maria Fontara